Mit første indlæg

Hej smukke mennesker! Så er mit første indlæg oppe på min nye blog. Gør mig lige glad, og smut over og læs det 🙂 www.densocialeblog.bloggerspoint.dk Klik her.. Eller HER. I kan også bare klikke her.. Altså, I bestemmer jo selv hvor i vil KLIKKE! Nu skal jeg nok stoppe med at skrive klikke.. KYS  

FYI

For your information.. 🙂 Jeg flytter min blog! Hvornår det sker vil jeg svare jer på senere – men hvert fald føler jeg ikke jeg kan tilbyde jer alle de reklamer som Bloggers Delight pryder min side med. Det ødelægger fuldstændig oplevelsen synes jeg, og jeg mister faktisk lysten til at blogge på grund af det. Min blog bliver flyttet til Bloggers Point og kommer til at hedde: www.densocialeblog.bloggerspoint.dk Jeg håber virkelig I vil rykke med derover, og få en langt bedre læseoplevelse!

Bare lige..

Min Instagram profil opdaterer jeg noget oftere end bloggen, hvis det kunne have interesse:

En dårlig nyhed

Uha, det går ikke særlig godt med at få blogget. Det er bestemt ikke fordi der ikke er noget at skrive om – der er masser. Måske endda jeg har for mange ord til, at de kan blive formuleret til et indlæg. Men her kommer en update: Efter et års ædruelighed er min far begyndt at drikke igen. Han har haft fødselsdag i den forgangne uge, og fredag skulle vi have været ude at spise hele familien. Det blev ikke til noget. Jeg var netop trådt ud af butikken hvor jeg havde købt hans gave, da noget sagde mig: “ring til ham”. “Hvad er status?” spurgte jeg velvidende han ikke havde det godt. “Jamen jeg er begyndt at drikke” responderede...

Da jeg var ved at stille træskoene

“Ej. Nej. Puha” Klynker jeg, mens jeg hastigt lægger min hånd på brystet, tager en dyb indånding, tror jeg skal dø.  Jeg ligger mig halvt og utilfredst ned i sofaen, informerer min kæreste om at han skal samle den nærmeste familie. “Hvad foregår der dog?” tænker du måske, og det skal jeg fortælle dig: jeg har spist en stor romkugle. “Ej” udbryder jeg med et snert af brok, “mit hjerte er altså ved at hoppe ud af brystet på mig” proklameres der, mens jeg tager en ordentlig slurk vand. Jeg er hele tiden på kanten til at bryde ud i grin.. Eller gråd. Eller måske jeg skal på toilettet? “Hvorfor bliver jeg ved at spise sukker, jeg kan jo ikke...

Den sidste kamp

I virkeligheden sidder jeg tilbage nu og føler jeg har fået den viden, jeg har brug for omkring overspisning. Mit hoved er proppet med informationer! Jeg har gennemgået Jette Uhres online forløb, jeg er i gang med hendes 30 dages e-kursus. Jeg har læst bøger, jeg har gået til coach hos LMS, jeg er startet i gruppeforløb hos LMS, jeg har prøvet healing, gået til psykoterapi i snart tre år og generelt suget viden til mig, når det kommer til den satans spiseforstyrrelse.. Og hvor er jeg? Mad fylder stadig en presserende stor del i mit liv, men alligevel er det ikke en konstant tilstand. F.eks. når jeg er på arbejde er mad slet ikke en faktor, og jeg glemmer...

Status på livet uden vægt

“Tak for denne gang” hvæsede jeg lettere irriteret, da jeg placerede min badevægt i genbrugsrummet. To uger siden. Allerede på tilbagevejen til vores lejlighed kunne jeg mærke lettelsen. “Det var sgu da befriende” udbrød jeg og  kiggede overrasket på min kæreste. .. Er det virkelig så simpelt? Tja. Mine tanker kredser stadig meget om mad, om vægttab og udseende – ting jeg egentlig ikke bryder mig om at tænke på, fordi de ikke bringer mig noget godt og konstruktivt. Men at være uden mulighed for at veje mig, har virkelig lukket en dør ind til en masse bekymringer og jeg kan kun anbefale dig det. Jeg kan huske engang til et overspisningsforedrag en psykolog fortalte, at bare dét at blive...

ændrer det sig?

“Og hvad hvis det aldrig ændrer sig?” Tænkte jeg mens jeg sad og stirrede ud i luften, tyggede på en myslibar mens det ene ben dinglede overkors det andet. Tingene har været sådan her i mange år, hvad skulle på magisk vis ændre det? Umiddelbart ville jeg genkende det som min pessimistiske stemme, men egentlig tror jeg efterhånden bare den er realist. Jeg fejrer snart min 26-års fødselsdag, og da jeg her forleden til mit første overspisnings-gruppe møde skulle fortælle hvornår min overspisning startede måtte jeg jo trække på skuldrene og sige: “måske da jeg var 3?” Det har fyldt en kæmpestor del af mit liv, uden at jeg har vidst det. Faktum er at jeg altid har været lidt...

Gæsteindlæg: elsk din krop, som den er – det er ikke farligt!

Af Jette Uhre I snakken om kropsaccept og kropskærlighed, og kampen mod de begrænsede kropsidealer, hersker der hos mange mennesker en skepsis omkring, om det ikke er farligt at elske sin krop, som den er, hvis man er overvægtig. For hvis man elsker sin krop, som den er, så bliver man jo bare ved med at spise fastfood og tage mere og mere på! Jeg ved ikke, hvordan det blev indprintet i vores hoveder, at hvis vi elsker og accepterer vores krop, som den er, så betyder det, at vi bare “lader stå til” og er “ligeglade” med vores krop. Hvis du elsker din datter, som hun er, og du elsker hende fuldstændig betingelsesløst (uanset hvordan hun ser ud eller...

Forresten!

Der sker noget ret spændende her på bloggen i morgen, for der udgiver jeg nemlig et gæsteindlæg fra denne smukke kvinde: Jette Uhre er spisepsykologi coach, og hun er grunden til jeg overhovedet fandt ud af, at jeg var syg med en spiseforstyrrelse. Efterfølgende har jeg været med på hendes online forløb, som har hjulpet mig ufatteligt meget. Lige nu kan du tilmelde dig Jettes E-kursus som hedder: “et positivt kropsbillede på 30 dage”, ved at klikke her! Men sæt lige alarmen til i morgen kl. 17, hvor indlægget bliver udgivet! 🙂

Jeg er ikke rask

Da jeg trak ud i toilettet, vaskede mine hænder, kiggede mig i spejlet tænkte jeg: “Jeg skal sgu da lige veje mig!” Det samme gamle lorte mønster, som bliver ved med at forstyrre mit liv: jeg begynder at leve på en måde som i visse tilfælde kan kaldes for “normalt”, hvilket vil sige: jeg spiser når jeg er sulten, jeg stopper når jeg er mæt, jeg tænker ikke specielt meget på mad, eller på de tyve kilo fedt der sidder og fylder på min krop. Jeg lever bare, vender mit fokus udad, til tider indad, forsøger at integrere de ting som virkelig gør mig lykkelig. Jeg træner fordi jeg har lyst, fordi jeg ved det er sundt for mig, fordi...

En åbenbaring

Kender I det, når tingene ikke helt var, som man troede? Det sidste lange stykke tid har jeg fundet mig selv i en samtale med f.eks. min bror, som fortæller om dengang vi boede sammen med vores mor.. Eller ting fra vi var børn. “Kan du ikke huske det?” kigger han forbavset på mig, mens jeg sidder febrilsk og bladrer i minderne inde i knolden på mig. “Jo?” lyver jeg , for ærligt – jeg kan ikke huske en skid. “Du kan ikke huske det!” afslører han mig, og så må jeg jo krybe til korset. Så sent som i dag skete der noget ret vildt. Jeg har været sammen med min svigerinde, som er 4 år ældre end mig,...